Gå til hovedindholdet
MENU
Aula_close Layer 1

Forældresamarbejde

Forældresamarbejde i Naturbørnehaven Knudsøhulen og Knudsø Børnehus

I Hulen og Børnehuset prioriterer vi et tæt og tillidsfuldt samarbejde med jer forældre højt. Vi betragter jer som eksperter på jeres eget barn – I har en unik indsigt i barnets personlighed, vaner, reaktioner og behov for tryghed. Den viden er uvurderlig for os og danner, sammen med vores pædagogiske faglighed, grundlaget for det fælles arbejde omkring jeres barns trivsel og udvikling.

 

Opstartssamtale

Inden jeres barn starter i Hulen/Børnehuset inviteres I til en opstartssamtale. Her får i mulighed for at fortælle om jeres barn og samtidig se de rammer, barnet bliver en del af.

 

3-månederssamtale børnehavebørn

Omkring tre måneder efter jeres barns start i børnehave inviteres I til et opstartsmøde med barnets primærpædagog. Formålet med mødet er at drøfte, hvordan barnet har haft det i den første tid:

  • Hvordan er opstarten forløbet?
  • Trives barnet i hverdagen?
  • Hvad skal vi have særligt fokus på fremadrettet?

Mødet giver også mulighed for at afklare og justere fælles aftaler mellem hjemmet og børnehaven, så vi sammen skaber de bedste rammer for barnets trivsel og udvikling.

 

Forældresamtaler

Vi tilbyder forældresamtaler som en mulighed for at drøfte barnets trivsel, udvikling og eventuelle udfordringer. Samtalerne kan enten være på initiativ fra jer forældre eller fra os, hvis vi oplever noget, vi ønsker at vende med jer.

Ved behov kan vi inddrage faglig sparring fra relevante samarbejdspartnere som fx logopæd, pædagogisk konsulent, psykolog, sundhedsplejerske, fysioterapeut eller ergoterapeut. Formålet med samtalen er at skabe et fælles overblik over situationen og finde konkrete handlemuligheder, der kan styrke barnets trivsel – både i institutionen og i hjemmet.

 

Øvrige samtaler

Derudover tilbyder vi:

  • Overgangsmøde fra vuggestue til børnehave
  • Før-skole-samtale

Disse samtaler er en del af vores faste samarbejdsstruktur og bidrager til en god overgang og kontinuitet i barnets udvikling.